Visionen
Visionen er, at Danmark bliver Nordens førerende issvømmernation med flest mulige aktive, hvor vi danner skole for andre nordiske lande. Ligeledes skal Danmark deltage med et bredt udsnit af danskere på alle niveauer og blande os i toppen til både VM og OL.
Danmark skal afvikle danske mesterskaber i issvømning, og der skal bygges træningsfaciliteter udendørs rundt om i Danmark. Jeg arbejder på, at der opføres et vinterbade- og issvømmeranlæg i Svogerslev grusgrav med opbakning af Roskilde Kommune og Naturstyrelsen i samarbejde med visiongruppen for området.
Projektet i grusgraven skal danne skole for brug af andre grusgrave rundt om i Danmark.
Se visions video fra grusgraven i Svogerslev.
Idéen i praksis
Nye vinterbader- og issvømmerforeninger skal bygges op ifølge Folkeoplysningsloven, og bestyrelserne sørger for at søge økonomiske midler i kommunerne, ved fonde og hos lokale sponsorer til køb af bl.a. mobile saunaer.
En mobil sibirisk teltsauna er let at sættes op og tage ned igen efter brug.
Se denne løsning under: Få varmen – sauna.
Andre saunaløsninger er naturligvis også en mulighed og del af projektet.
Der skal også arbejdes på, at åbentvand- og issvømmere lettere kan knytte sig til etablerede svømmeklubber, der også kan tilbyde issvømning.
Der skal ligeledes indgå sikkerhedsudstyr til de udøvende og foreningerne i form af havtasker, vandtætte mobilcovers, dryrobes, redningskranse og hjertestartere.
Relevante og nye kurser i svømning, issvømning, førstehjælp og livredning, samt tilbud om træningslejre i koldvandssvømning frem mod næste VM er også tænkt ind i projektet.
Personligt rejser jeg rundt og holder motivationsforedraget: Fra vinterbader til VM i Sibirien, der handler om at turde leve livet med livsnerve og sætte sig spændende mål og nå dem – Heri kan indgå en workshop i det kolde vand.
Se video om projektet
Målet er:
- at få flere til at dyrke udendørssport om vinteren
- at ALLE danskere skal have muligheden for at bade og svømme koldt og efterfølgende kunne få varmen i en sauna
- at vinterbadere og issvømmere organiserer sig i nye vinterbader- og issvømmerforeninger
- at svømmeklubber udvider deres tilbud til at omfatte issvømning
- at allerede etablerede vinterbaderklubber, kommende vinterbader- og issvømmerforeninger og andre interesserede indenfor issvømmersporten tegner medlemskaber af DGI
- at vi på sigt får samlet klubber nok til at oprette et Dansk Issvømmer Forbund i DIF regi, hvor DGI og DIF arbejder sammen med åbentvands-, koldvands-, og issvømning som omdrejningspunkt
- at få skabt en vinterbade- og svømmekultur, så de danske havne, kyster, søer og grusgrave bruges året rundt på nye spændende måder
- at bidrage til et sundhedskoncept, hvor målet er at vise, at ophold i koldt vand afhjælper og forebygger depression og andre kroniske lidelser
Målgrupper
Unge som gamle, syge som raske, tykke som tynde er målgrupper – kort sagt ALLE, der vil fremme livsglæden og styrke krop og sind på nye sjove måder.
Her tænker jeg på: vinterbadere i etablerede klubber, dem på ventelisten til vinterbadeklubberne, indendørs-svømmere i klubber, åbent-vand-svømmere, triatleter, livreddere, folk med tilknytning til vandaktiviteter, skolebørn, børn og unge i klubber, veteraner, deprimerede, skleroseramte, kronikere og interesserede, der lader sig inspirere til at prøve kræfter med det kolde vand.
Værdierne i projektet og i foreningerne bygger på:
- Sikkerhed
- Fællesskab
- Sundhed
- Samarbejde
- Glæde
- Individuelle og fælles mål
- Personlig udvikling og det at flytte grænser
- Gensidighed
- Frivillighed
Områder hvor vinterbadning og issvømning kan udøves:
- Vinterbadeklubber
- Havne
- Kyster
- Grusgrave
- Søer
- Moser
Hertil skal der laves et overblik over, hvilke af de ovennævnte steder, der kan bruges, og der skal udarbejdes skemaer til download i, hvorledes der kan søges om tilladelser til anvendelse.
Her er det værd at bemærke, at det er tilladt at bade i alle statslige-, kommunale- og kirkelige søer, med mindre, der er udstukket et direkte forbud (fx. pga. forurening eller fredning).
Ligeledes er drømmen, at vi kan etablere permanente træningssteder med 25 m baner rundt om i Danmark.
Statement
- Jo koldere element, der konkurreres i – des varmere venskaber knyttes
- Issvømning fremmer den nationale og internationale fællesskabsfølelse
- ALLE kan lære at svømme 25 m og deltage i et VM i vinter-issvømning
Vi er i gang – og flere foreninger skal oprettes:
Som et tilbud til nordjyderne har Dorte Lyager startet Hjørring Vinterbader- og Issvømmerforening – HVIF, hvor de går i vandet sammen og benytter strandene ved Nørlev, Tornby, Kjul, Uggerby og Tversted alt efter vind og vejr.
I Roskilde har vi i 2017 startet Roskilde Issvømmer Forening – RISF – hvor vi primært svømmer i Himmelsøen i Darup.
Du kan gøre en forskel
Knyt dig til projektet: “Issvømning – Danmarks nye nationalsport”.
Der er brug for ALLE, der har lyst til at give en hånd med.
Og projektet har brug for økonomiske midler.
ALLE bidrag er velkomne – tip mig gerne om fonde og sponsorer.
Støt projektet
Skriv til: mette@iceswimmer.com.
Ring: +45 40 37 33 21.
❤ – Fællesskab gennem isvand!
Teamet bag projektet og issvømmer Mette BL Thomsen