Under titlen: “Issvømning – Danmarks nye nationalsport” er projektet i 2017 blevet udvalgt af “Bevæg dig for livet” med henblik på foreningsudvikling og til at bidrage til den store vision fra DIF og DGI om at få langt flere danskere til at dyrke idræt.

“Bevæg dig for livet” er derfor et fælles samarbejde mellem DIF og DGI. Det fælles mål er, at 600.000 flere danskere i år 2025 skal dyrke idræt og være aktive – svarende til 75 procent af befolkningen – heraf skal 50 procent dyrke idræt i en forening.

Mange af de idrætsaktive skal svømme i koldt vand!

På hjemmesiden for “Bevæg dig for livet” kan du læse mere om:

Nytænkning

Under sloganet “Issvømning – Danmarks nye nationalsport” arbejder Iceswimmer.com og teamet bag initiativet for, at: “Det at dyrke vinterbadning og issvømning” bliver en central del af den danske kultur og noget enhver dansker kender til og har mulighed for.

I år 2025, når 25-50-75 visionen skal evalueres og Danmark gerne skulle være det mest idrætsaktive land i verden, skal man i udlandet sige: “Er Danmark ikke det land, hvor de alle sammen svømmer i det kolde vand!”

Issvømning skal ikke udkonkurrere nogen anden sportsgren – issvømning og vinterbadning skal være en livsstil og en sportsgren, alle kan dyrke.

Sundhed

Mere end 55.000 danskere kan ikke tage fejl – ophold i koldt vand er helsebringende, sjovt, sundt og det fremmer fællesskabsfølelsen.

Målet er:

  • at få flere til at dyrke udendørssport om vinteren
  • at ALLE danskere skal have muligheden for at bade og svømme koldt og efterfølgende kunne få varmen
  • at vinterbadere og issvømmere organiserer sig i nye vinterbader- og issvømmerforeninger
  • at svømmeklubber udvider deres tilbud til at omfatte issvømning
  • at  allerede etablerede vinterbaderklubber, kommende vinterbader- og issvømmerforeninger og andre interesserede indenfor issvømmersporten tegner medlemskaber af DGI
  • at vi på sigt får samlet klubber nok til at oprette et Dansk Issvømmer Forbund i DIF regi, hvor DGI og DIF arbejder sammen med åbentvands-, koldvands-,  og issvømning som omdrejningspunkt
  • at få skabt en vinterbade- og svømmekultur, så de danske havne, kyster, søer og grusgrave bruges året rundt på nye spændende måder
  • at bidrage til et sundhedskoncept, hvor målet er at vise, at ophold i koldt vand afhjælper og forebygger depression og  andre kroniske lidelser

Målgrupper

Unge som gamle, syge som raske, tykke som tynde er målgrupper – kort sagt ALLE, der vil fremme livsglæden og styrke krop og sind på nye sjove måder.

Her tænker jeg på: vinterbadere i etablerede klubber, dem på ventelisten til vinterbadeklubberne, indendørs-svømmere i klubber, åbent-vand-svømmere, triatleter, livreddere, folk med tilknytning til vandaktiviteter, skolebørn, børn og unge i klubber, veteraner, deprimerede, skleroseramte, kronikere og interesserede, der lader sig inspirere til at prøve kræfter med det kolde vand.

Kerneopgaven

I tråd med 25-50-75 visionen er kerneopgaverne for projektet, “Issvømning – Danmarks nye nationalsport”:

  • at danskere oplyses om, at mødet med koldt vand er helsebringende og vil kunne give mange mennesker et sundere og gladere liv
  • at flest mulige introduceres til det kolde vand, med det sigte at bevæge sig i det og lære at svømme
  • at udøveren rustes til at kunne konkurrere i nationale og internationale stævner (IWSA og IISA)
  • at issvømning defineres som en sportsgren i Danmark
  • at der udvikles et fælles medlemskab mellem DGI og DIF kaldet DGIF blandt andet indeholdende en sikkerhedspakke med sikkerhedsudstyr, kurser og stævner

Læs vision, mission og mål for projektet

I Startblokken ledet af Rikke Hjulmand Berthelsen, projektleder for Bevæg Dig For Livet og Mads Hovgaard, Faglighed i Praksis blev i alt 9 projekter – heriblandt projektet “Issvømning – Danmarks nye nationalsport”, udvalgt til foreningsudvikling.
Repræsentanter for hvert projekt har været samlet 5 gange i 2017 og hvert projekt har fået tildelt 10 konsulenttimer og kr. 10.000 til udvikling af ideerne.

Hør projektet evalueret fra idé til status efter 9 måneder.

Du kan gøre en forskel

Knyt dig til projektet: “Issvømning – Danmarks nye nationalsport”.
Der er brug for ALLE, der har lyst til at give en hånd med.
Og projektet har brug for økonomiske midler.
ALLE bidrag er velkomne – tip mig gerne om fonde og sponsorer.

Støt projektet

Skriv til: mette@iceswimmer.com.

Ring: +45 40 37 33 21.

 – Fællesskab gennem isvand!
Teamet bag projektet og issvømmer Mette BL Thomsen