Første dansker på
450 m og bronze
til Danmark
Se sammendrag af de 450 m + præmieoverrækkelsen
Ny uofficiel Danmarksmester
Jeg har nået mit mål, og landet med det ældste flag har fået en ny uofficiel danmarksmester på distancen 450 m vinter-is-svømning i tiden 11:00:30.
Det er livsfarligt
Det var ikke uden drama. Da vi ankom kørte en ambulance af sted med hylende sirener. Allerede i første heat mistede en mandlig svømmer bevidstheden, og dykkerne måtte ikke alene hjælpe ham op af vandet, de kæmpede også for hans liv med hjertemassage hele vejen til hospitalet. Det har ikke været muligt at få oplyst, hvordan det er gået ham.
Til informationsmødet for 450 m svømmerne var vi advaret. Det er en livsfarlig bedrift at svømme 450 m, selv for garvede svømmere, der er vant til det kolde vand.
Vandet fryser til is på 30 sekunder
Natten til løbsdagen frøs det 19 grader og mellem hvert heat, og hver svømmeomgang gik der folk og svovlede is væk fra overfladen. Særligt på bane 9 – længst ud mod isen, hvor jeg svømmede. Vandtemperaturen var 0 grader og i svømmeoverfladen minus 0,5.
Jeg har fysisk trænet rigtig meget, planlagt løbet ned til mindste detalje, visualiseret det 20-30 gange om dagen, og forberedt mig på alle tænkelige udfordringer – alligevel kom det lidt bag på mig at mine fingre og tæer blev så kolde. Jeg oplevede det som istapper der knækkede, hver gang jeg bevægede dem.
Danmark fik medalje
Jeg har ikke tvivlet et sekund på, at jeg ville gennemføre hele distancen. Min plan holdt hele vejen. Jeg lagde ud med 4 baner crawl og svømmede brystsvømning for resten. Det blev til en bronzemedalje i aldersgruppen 50-59 år.
De danske flag fyldte mest
Alt dette er båret igennem af mine nære, der har støttet mig hele vejen – og ikke mindst af et fantastisk dansk publikum, der heppede mig gennem hvert et armtag med danske vejrende flag, opmuntrende tilråb og danske slagsange, som inspirerede finnerne og andre til at heppe med.
Udover de 450 m har der i dag været mulighed for at svømme 25 uden tidstagning. Det har Lars Faczinek-Beckmann, Anita Daugaard Pedersen fra Roskilde Vinterbadeklub og Marion Gisela Bruun Pedersen fra Svanemøllebugtens Vinterbadelaug gjort i fineste stil. Lars og Anita har fået så meget blod på tanden, at de har meldt sig til 50 m uden tid den 21. marts, hvor Marion svømmer 25 m på tid. I dag heppede vi også på Ingelise Arnsbjerg og Helle Barker fra Nøddebo, der svømmede 50 m på henholdsvis 55:87 og på 1.07.13
“Opråb” til Kronprinsen
Danmark er taget til Verdensmesterskaberne for at blive. Nu håber jeg, at det vil inspirere flere danskere til at finde glæden ved at svømme i koldt vand, og at danske svømmere nu vil tage udfordringen op, og vise at Danmark kan blande sig i verdenseliten og tage medaljer. Vi skal arbejde på at få vinter-is-svømning på OL programmet. Opfordringen er hermed givet videre til deres kongelige højhed Kronprins Frederik, hvis mod og fysiske præstationer jeg beundrer. Kunne det måske friste Kronprinsen at blive den første danske mand der gennemfører de 450 m?
Se resultatlisten her
PS. Jeg er på live via Skype kl. 8:40 – når DR2 Nyhederne gerne vil høre om de 450 m og hvordan VM forløber. Se der her
Energifyldte og livsglade svømmehilsner Mette