Med tilladelse fra Dorte Lyager bringer Iceswimmer.com et Facebookopslag fra Dorte, hvor hun i foråret 2020 fortæller hvad issvømning og brugen af koldt vand har gjort for hende.
Læs med her – Dorte skriver:
Mange af jer på min venneliste har kendt mig i rigtig mange år – og andre er sådan rimelig nytilkomne, og kender ikke hele min baggrund og hvorfor det er, jeg igen og igen jubler højt over at kunne deltage i noget, som ret mange andre også deltager i.
Så den her er til jer – for dem, der kunne have interesse…
Jeg har været igennem en vild livsrejse, der på et tidspunkt bare var en lang spiral nedad og udsigterne var bestemt ikke særlig gode. Det kunne også nemt have været endt helt anderledes end det er gjort.
I 2004 blev jeg diagnostiseret med først PTSD og siden bipolar lidelse (det der i gamle dage hed maniodepressiv), efter et frygteligt traumatisk forløb i forbindelse med en blindtarmsoperation.
Jeg endte ravende manisk og psykotisk i tiden lige efter, og var faktisk ved at dø af dehydrering (tabte 8,9 kg på 5 dage).
Den eneste grund til, at jeg ikke blev indlagt på psykiatrisk var, at min praktiserende læge vurderede, at det ville være dybt traumatisk for mig at komme på sygehuset igen, når det var der det udløsende traume var startet – så Ole blev udstyret med strenge vejledninger og ansvaret for medicin, der kunne slå selv en død hest ihjel igen.
I situationen var det helt rigtigt – og vi klarede at få mig “landet” uden jeg slog mig alt for meget. Godt hjulpet af søde Rikke, der kom med garn og strikkepinde. De blev min redning dengang.
Desværre blev jeg henvist til en privatpraktiserende psykiater, der fagligt ikke var særlig kompetent eller ansvarsfuld. (Har senere haft en helt fantastisk en af slagsen)
De næste 10 år blev en lang bølge af op- og nedture. Psykiateren havde mantraet “vi skal bare finde den rigtige medicin, så bliver du rask”. Men uden at give mig 5 sekunders indsigt i sygdommen.
Så min opfattelse af “rask” var jo en tilstand af let hypomani (let grad af mani) – og så tager man altså gentagende ture i møllen uden at fatte en skid af, hvad der foregår.
Jeg er uddannet molekylærbiolog og arbejdede inden jeg blev syg i medicinalbranchen og havde en stor medicinsk viden, så jeg spurgte min psykiater, om det var farligt at have en hypomani, om det kunne skade hjernen på samme måde som depressioner?
Svaret var, at det kunne det på ingen måde. Så længe man ikke lavede dumme ting som at være manden utro, sælge huset for en slik eller spille alle sine penge op, så var hypomanier ikke noget problem.
Og der er da vitterligt ikke noget mere forkert, men på det tidspunkt magtede jeg ikke at undersøge det nærmere selv. Jeg troede på fagkundskaben – men han burde virkelig som det mindste have nævnt sammenhængen mellem hypomanier og depressioner…
Men da jeg altid er blevet enormt fokuseret, konstruktiv og arbejdsom i hypomanierne, så omfavnede jeg dem jo selvfølgelig til fulde. Men med lange perioder med depression ind i mellem, hvor flere og flere typer af medicin blev afprøvet.
I September 2013 ramte jeg så endelig det min gamle psykiater kaldte stabil og velbehandlet. Svingningerne var der stadig, men nu var jeg så dopet, at jeg var næsten ligeglad. Jeg sad for det meste mere eller mindre i handlingslammet i sofaen og jeg var endnu engang blevet arbejdsløs efter 14 måneders ansættelse, der var startet så godt og endt så skidt.
Prøv at se billedet fra dengang – det er det eneste fra den periode, jeg har kunne finde, hvor jeg har bare antydningen af et smil. Det er fandeme skræmmende, at det der er mig – og kunne have været det i dag!
Men nu begyndte min sagsbehandler på Jobcenteret at tale førtidspension – jeg havde jo efterhånden en sagsmappe så tyk, at der skulle bruges en halv regnskov til at printe den.Og i og med at det der var “velbehandlet”, så var der jo ikke mere at gøre.
Jeg blev ret chokeret – det var slet ikke i mine tanker, for ”jeg skulle jo bare have det rigtige medicin, så jeg kunne blive rask!!!”
Så mig afsted til lægen efter endnu en henvisning. Der måtte helt sikkert være kommet noget nyt medicin, der kunne gøre mig rask! Vi var flyttet, så det var hos en ny praktiserende læge, jeg skulle hente den henvisning, og han sagde de magiske ord, der ændrede mit liv 180 grader:
“Det her handler ikke om, at du skal blive rask, det her handler om, at du skal leve det bedste liv du kan, med de udfordringer du har”
BUM! Sikke en spand vand – dog blandet med håb.
1. du bliver aldrig rask
2. du kan få et godt liv
Men det satte mig fri fra jagten efter “rask” og jeg begyndte i stedet, at jagte det gode liv. Det handlede bla om kost, motion og masser af wellness/spa-besøg, mig-tid og forkælelse.
Jeg begyndte også, at forstå sygdommen – godt hjulpet af en Facebookgruppe for bipolare, hvor jeg fik mange gode guldkorn og strategier
I kan læse nærmere om min selvopfundne recoveryrejse inde på min blog www.genigal.dk – gå tilbage til 2014 og frem
(eller tag hurtigversionen her: http://www.genigal.dk/bipolar-101/ )
Langsomt fik jeg det bedre og bedre – stadig med tilbagefald fra tid til anden – men som jeg lærte sygdommen og mine reaktioner at kende, så blev det lettere og lettere at genkende og slå hypomanier/depressioner ned og som nu forebygge og tage dem i opløbet.
Men det der VIRKELIG har gjort en fuldstændig skelsættende forskel for mig, er da jeg i oktober 2015 startede som vinterbader (fordi det blev for dyrt med jævnlige besøg i Romulus).
Ret hurtigt faldt jeg over issvømning (Tak, for dit store engagement med at udbrede kendskabet til sporten, Mette BL Thomsen 
) og så var jeg solgt
For det første så kan det kolde vand virkelig noget – det nulstiller en overophedet hjerne og beroliger kroppen på en måde, jeg aldrig har oplevet før.
For det andet, så fik det mig fra hovedet og ned i kroppen. Når du sidder/svømmer i 2-3 grader koldt vand, så KAN du ikke andet end at være i kroppen.
Fysiologisk set er jeg også ret sikker på, at det bremser en masse biokemiske processer og der bliver udløst endorfiner, dopamin og en masse andet godt under sådan et kontrolleret stress-respons.
(Er testet engang forrige år, hvor jeg pga ekstremt pres fik et angstanfald. Ole tænkte hurtigt og fyldte en spand med vand og smed en pose frosne ærter deri – jeg stak hovedet ned i og i løbet af 2 minutter var jeg fuldstændig okay)
Samtidig bliver kroppen også virkelig trænet i at komme tilbage til homeostase meget hurtigt. Det oplever jeg, når jeg fx bliver forskrækket. Tidligere kunne jeg være ødelagt flere dage efter – i dag reagerer jeg som “almindelige” mennesker.
Så er der selvfølgelig alt det her med det sociale aspekt. Man griner, har det sjovt og hygger i saunaen – og i lige præcis den dosis, man kan overkomme. Man kan komme 10 minutter og være sammen med mennesker og så gå igen – eller man kan hænge ud i længere tid.
Og alle er lige fordi man bare har badetøj eller slet intet tøj på
Jeg har formået at stoppe “automatiske tanker” og tankemylder som jeg ellers led helt vildt meget af. Altid havde min hjerne gang i en indre dialog. Men det kolde vand stoppede den – og nu er der bare helt stille inde i knolden.
For 2½ år siden var jeg kommet så meget i balance, at jeg begyndte at få meget mærkelige bivirkninger. I samarbejde med min nye og meget kompetente psykiater seponerede jeg al min medicin. Det havde jeg forsvoret nogensinde skulle ske!
Men jeg fik hverken symptomer på manier eller depressioner – og bivirkningerne forsvandt med medicinen.
I dag er jeg stadig symptom- og medicinfri i forhold til den bipolare lidelse, men årerne med svingninger og massiv medicinering har haft sin pris. Jeg har jo gået i en udtalt stresstilstand i alle årerne og det tager bare lang, lang tid at restituere fra.
Jeg har kognitive skader efter alle årerne med svingninger og udtrættes meget nemt – så det har været mit fokus længe, at give min hjerne de bedste betingelser.
Nogen dage må jeg sove til middag to gange, hvis der har været for meget ”hjerne-arbejde”/overstimulering eller det er skredet med kosten eller ow/is-svømningen.
Derfor var det også bare så vildt stort, at jeg nu er kommet så langt i min restituering (der kan tage mange, mange år), at jeg kunne være med i weekenden, hvor “efter-billedet” er fra. Rent faktisk er det taget i sprint-timen mellem 09-10 søndag, dvs jeg har været i gang i mere end 27 timer…Men hellere være hævet i ansigtet af klorvand end psykofarmaka
Jeg er dybt taknemmelig for, at det tilfældigvis var Jesper, jeg kom ind til i det nye lægehus dengang i efteråret ´13.
Læs også: Gæsteindlæg af issvømmer Dorte Lyager – Planlæg din træning
Tak fordi du kigger med.
❤ – Fællesskab gennem isvand! Mette